Glutenfri marcipan vafler
Disse glutenfri marcipan vafler bliver du nødt til at prøve. Det er de bedste glutenfri vafler jeg til dags dato har prøvet og jeg vender altid tilbage til dem, selvom jeg prøver andre. Marcipanen gør at de er svampede og giver den lækreste smag. Og hvis du ikke kan nå at spise alle, så er de fryseegnede – win win 🙂
Da jeg en dag gerne ville lave disse vafler havde jeg ikke marcipan i køkkenet, men jeg havde mandler og mandelmælk. Så jeg tænkte at prøve om det ikke var muligt at få lige så gode vafler ud af disse ingredienser – og det er det! De er mindst lige så gode, så her har du to opskrifter at vælge imellem.
Vi starter med marcipan versionen:
Ingredienser:
giver ca. 10 vaffelbundt
- 225 g revet marcipan
- 150 g smeltet smør
- 370 g all purpose melblanding eller anden glutenfri melblanding
- 112 g rørsukker
- 2,5 tsk bagepulver
- 1,5 tsk vaniljesukker eller 1/2 tsk. vaniljepulver eller 1/2 vaniljestang
- 4,5 dl mælk
- 3 æg
Fremgangsmåde:
Rørsukker, vaniljesukker og bagepulver blandes sammen. Æg piskes i blandingen til den er luftig. Mælk, smeltet smør og revet marcipan røres i blandingen. Vend tilsidst melet i blandingen.
Steg vaflerne i et vaffeljern. Det er en god ide at røre lidt i blandingen indimellem, før man tager dej fra til vaffeljernet, fordi marcipanen kan falde til bunds i dejen. På denne måde sikrer man, at der er jævnt med marcipan i alle vaflerne. Hvis alle vaflerne ikke bliver spist, så kan man smide dem i fryseren og så bare tø dem op i ovnen på 150 grader, når vaffellysten melder sig igen.
Og her er versionen med mandler og mandelmælk:
Ingredienser:
giver ca. 10 vaffelbundt
- 250 g mandler eller mandelmel (mandlerne skal kværnes til mel)
- 150 g smeltet smør
- 120 g all purpose glutenfri melblanding eller andet glutenfrit mel
- 112 g rørsukker
- 2,5 tsk bagepulver
- 1,5 tsk vaniljesukker eller 1/2 tsk vaniljepulver eller 1/2 vaniljestang
- 4 dl mandelmælk
- 3 æg
Fremgangsmåde:
Rørsukker, vaniljepulver og æg piskes sammen til massen er luftig. Mandelmælken og det smeltede smør røres i blandingen. Bland mandelmelet sammen med det andet mel og bagepulveret og vend det i blandingen. Det er en god idé at sigte det ned i blandingen, så man undgår klumper af mel.
Steg vaflerne i et vaffeljern.
Go’ fornøjelse med hvilken en opskrift du nu vælger.
1 thought on “Glutenfri marcipan vafler”