Glutenfri tærte m/ kalkunbacon, hytteost og broccoli
Så var der glutenfri tærte på menuen igen. Ja, jeg er meget glad for tærte 😀 Som f.eks. også denne tærte, som er med feta, skinke og porre. Det er så dejlig nemt og så er det også lækkert at have med i madpakken dagen efter – win win. Denne glutenfri tærte m/ kalkun bacon, hytteost og broccoli er til ca. 4 personer. Efter min mening, så smager tærter allerbedst når de er lune. Så jeg ville lade den få lov at køle lidt af når den er kommet ud af ovnen, før man sætter tænderne i den.
Glutenfri tærte
Ingredienser:
Dej:
- 60 g majsmel
- 30 g rismel
- 30 g havremel
- 100 g glutenfri havregryn
- 50 g blødt smør
- 2 æg
- 0,5 dl vand
- 1 tsk. salt
Fyld:
- 125 g kalkunbacon
- 200 g hytteost
- 1 broccoli
- 4 æg
- 0,75 dl fløde
- salt og peber
Fremgangsmåde:
Bland havregryn, mel, salt og det bløde smør sammen. Bland æg og vand i massen og ælt til dejen samler sig. Hvis dejen er for våd, så drys lidt ekstra mel i. Jeg vedlægger billede nederst for at vise hvordan dejens konsistens skal være.
Læg et bagepapir på køkkenbordet og rul dejen ud så den fylder en tærteform på 30 cm i diameter.
Tag hænderne ind under bagepapiret og vend dejen ned i tærteformen, så du kan hive bagepapiret af når dejen er kommet i formen (se billede nederst i indlægget).
Stik tærtedejens bund med en gaffel og bag den i 15 min. ved 200 grader. Lav fyldet imens:
Svits kalkunbacon på panden. Snit broccoli i små bidder og vend på panden sammen med kalkunbaconet når kalkunbaconet er næsten færdigt.
Hæld kalkunbacon og broccoli op i tærten og fordel jævnt. Hæld hytteost udover.
Bland æg, fløde og salt og peber (eller foretrukne krydderier) og pisk til en samlet masse og hæld udover de øvrige ingredienser.
Bag i ca. 30-35 min ved 200 grader.