Glutenfri morgenbrød
Dette glutenfri morgenbrød er lyst, uden kerner og dejlig smagfuldt på grund af de forskellige meltyper der er blandet sammen. Det er super lækkert til weekend morgenmaden, der skal være ekstra hyggelig. Jeg bagte det i dag, fordi jeg skal ud og spise morgenmad i morgen, og så behøver værten ikke at tænke på at finde noget glutenfrit alternativ.
Når man ikke kan spise gluten og bliver inviteret hjem til nogen, så kan man nogen gange føle sig lidt besværlig, fordi man bliver nødt til at spørge ind til hvordan det er med maden og om man kan spise noget. Derfor synes jeg, at det er dejligt at have noget klart i fryseren, som man kan tage med hvis det bliver nødvendigt.
Dette brød er meget hurtigt at bikse sammen og skal kun hæve i 30 min. før det bages. Det skal dog have lov til at køle af i mindst 1/2 time før der skæres i det, så det ikke fremstår klægt.
Glutenfri morgenbrød
Ingredienser:
- 4 1/3 dl lunket vand (mellem 38-39 grader)
- 1 tsk. æblecidereddike
- 1 spsk. olivenolie
- 3 æg
- 50 g boghvedemel
- 125 g kikærtemel
- 100 g rismel
- 125 g tapiokastivelse
- 85 g kartoffelstivelse
- 40 g majsstivelse
- 2 dl glutenfri havremel (hvis man ikke har havremel, så kan man blende havregryn til mel, som jeg selv ofte gør)
- 1 dl glutenfri havregryn
- 0,5 dl fibrex
- 1 1/2 tsk. salt
- 1 spsk. sukker
- 3 1/4 tsk. xanthan gum
- 1 spsk. tørgær (jeg brugte Doves Farm quick yeast)
(Jeg brugte både kartoffelstivelse, majsstivelse og tapiokastivelse. Det gjorde jeg, fordi jeg havde ikke nok af hverken kartoffelstivelse eller majsstivelse. Så jeg brugte det jeg havde tilbage i skabet. Så det er fint kun at bruge to slags stivelse og så bare 125 g af hver.)
Fremgangsmåde:
- Bland vand, eddike, olie og æg i en skål og pisk ved lav hastighed, så det bliver sammenblandet.
- Bland melet sammen med salt, sukker, xanthan gum og gær i en anden skål.
- Hæld de tørre ingredienser i de våde og rør til dejen er godt sammenblandet. Rør ca. 5 min. Dejen vil være lidt våd og klistret i det, men det skal den være.
- Hæld dejen i en 2 l brødform som er beklædt med bagepapir.
- Glat brødets overflade ud med våde hænder.
- Dæk brødet med et viskestykke og lad hæve i 30 min. ved stuetemperatur.
- Tænd ovnen på 180 grader.
- Bag brødet i 30-35 min., eller indtil kernetemperaturen er 96 grader.
- Tag brødet ud af formen når det er færdigbagt, så dampen kan komme væk og lad det køle af i mindst 1/2 time før du skærer i det.