Glutenfri havregrynssmåkager og et samarbejde
Dette indlæg har jeg glædet mig rigtig meget til at skrive 🙂
For nogle måneder siden sagde jeg ja tak til et samarbejde med den færøske virksomhed Á, som har flere dagligvarebutikker rundt omkring i de færøske byer og bygder. De er begyndt at sælge varer fra Rema 1000, hvor der også indgår glutenfri varer.
Derfor blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at lave et samarbejde med dem, hvor jeg én gang om måneden laver en glutenfri opskrift, hvor jeg bruger nogle af de glutenfri varer de sælger i butikkerne. Á har et tilbudsblad, der kommer ud til hver færøsk husstand, én gang om ugen; og én gang om måneden, de næste par måneder, vil det så være min opskrift, som færinger kommer til at se, når de skal tjekke, om der er noget godt på tilbud – det synes jeg er ret sejt 😀
Denne opskrift på havregrynssmåkager med appelsinsmag og flødeostecreme er derfor den første, jeg har lavet til Á, og var i deres tilbudsblad der udkom i går. Opskrifterne som jeg kommer til at lave, vil også komme til at ligge på Á‘s hjemmeside, som I kan finde her, og så vil den også kunne findes på deres facebook side. Hver måned, når én af mine opskrifter kommer i Á bladet, lægger jeg den også op her på bloggen.
Jeg synes, det er en meget spændende opgave, og er meget spændt på, hvordan det bliver modtaget. Jeg har selv tænkt, når jeg har været hjemme på Færøerne, at det ikke er ligeså nemt at få fat på glutenfri varer, som det er i Danmark. Ofte skal man helt til hovedstaden for at finde det, man leder efter, eller bare for at få et større udvalg.
Så det var virkelig dejligt at høre, at Á butikken, som også har butikker i bygderne, vil sælge varer fra Rema 1000. Det vil gøre det nemmere at få fat på glutenfri varer, og derved give dem, der har brug for det, en bedre og nemmere hverdag. Jeg håber også, at jeg med mine opskrifter i bladet, kan give lidt inspiration til, hvordan man kan lave lækker glutenfri mad og vise, at det ikke behøver være besværligt.
Eftersom vi er kommet ind i december, skulle det være en lidt julet opskrift. Det blev så til disse havregrynssmåkager med appelsinsmag og flødeostecreme, som jeg er meget stor fan af – de er super lækre. Sådan her så opsætningen ud i bladet, og den færøske tekst i den grønne boks, oversætter jeg neden under billedet. Derefter ligger opskriften på dansk 🙂
“Jeg hedder Unn og bor i København, hvor jeg læser digitalt design og kommunikation. Jeg har cøliaki/glutenallergi og har derfor lavet bloggen glutenfrifoodie.dk, hvor du kan finde inspiration til god og lækker glutenfri mad og bagværk”
“Nu er vi kommet ind i julemåneden, hvor vi hygger os ekstra meget i forhold til resten af året. Til denne dejlige hygge hører der selvfølgelig noget godt til ganen. Disse havregrynssmåkager kan være store eller små lækkerbidder, alt efter hvor store du ønsker dem. Hvis du laver dem mindre, kan du bare spise flere ;-)”
Havregrynssmåkager med appelsinsmag og flødeostecreme – glutenfri
Ca. 36 store eller 60 små
Ingredienser:
- 100 g smør
- 125 g sukker
- 50 g brun farin
- 1 æg
- revet appelsinskal fra én appelsin
- 6 spsk. appelsinsaft
- 150 g glutenfri havregryn
- 1 dl glutenfri havremel (eller 1 dl glutenfri havragryn blendet til mel)
- 1 tsk. bagepulver
- 200 gr. smeltet mørk chokolade
Flødeostecreme:
- 200 g naturel flødeost
- 100 g flormelis
- 100 g koldt smør
- 1 tsk. vaniljusukker
Fremgangsmåde:
Havregrynskager:
- Sæt ovnen på 200 grader.
- smelt smørret ved lav varme.
- når smørret er smeltet, blandes sukker, brun farin, appelsinskal og appelsinsaft godt sammen med smørret.
- Knæk derefter ægget i og rør godt, indtil det bliver til tykt creme.
- Bland havregryn, havremel og bagepulver godt sammen og rør i cremen.
- Form havregrynskagerne på en bageplade ved at bruge en teske.
- Hvis du ønsker store havregrynskager, så brug én tsk. dej, men hvis du ønsker små, så er en halv tsk. dej nok (kagerne flader ud i ovnen og bliver dobbelt så store når de er bagt).
- Bag kagerne i ca. 7 min., hvis det er store kager, og ca. 5 min., hvis de er små.
Flødeostecreme:
- Bland flødeosten, flormelis, det kolde smør og vaniljesukker i en skål og pisk til det er tykt.
Klap kagerne sammen:
- Når havregrynskagerne er afkølet, smørres bunden med den smeltede chokolade.
- Når chokoladen er stivnet, sætter du to og to havregrynskager sammen med flødeostecreme imellem.
Tip: Hvis man er meget glad for kanel, kan man også udskifte appelsinskallen med kanel. Og så er det også meget lækkert at tilføje lidt appelsinskal eller appelsinsaft i flødeostecremen, så får den et lidt syrlig præg.
Tip: Kagerne bliver sprødest hvis man bruger fintvalsede havregryn.
Hvis du mangler flere julesmåkage opskrifter, har jeg også disse sirups julesmåkager her.
1 thought on “Glutenfri havregrynssmåkager og et samarbejde”