Gateau Marcel med et syrligt twist – glutenfri

Gateau Marcel med et syrligt twist – glutenfri

Så er vi kommet ind i 2018 – shit tiden går hurtigt! Da jeg var lille føltes december måned som en evighed og nu er den bare fløjet afsted. Men jeg er spændt på at se, hvad 2018 har at byde på. Jeg skal f.eks. til et glutenfrit bagekursus her i januar, som jeg glæder mig rigtig meget til. Det vil jeg gerne fortælle jer mere om, når jeg har været til det.

Jeg håber ellers I havde en god nytårsaften og er kommet godt ind i det nye år 🙂 Jeg havde en dejlig nytårsaften sammen med min kæreste og nogle af vores venner. Vi fik virkelig lækker mad og desserten var denne glutenfri Gateau Marcel, med et syrligt twist, som jeg gerne vil dele med jer.

Personligt synes jeg, at Gateau Marcel godt kan blive lidt for meget chokolade og man derfor hurtigt får for meget af den. Jeg valgte derfor at tilføre lidt syre til den, for at gøre den mere frisk – og det blev heldigvis godt modtaget. Den får jeg ihvertfald lyst til at lave igen til en anden god anledning.

Hvis du får lyst til at lave den, så kommer opskriften her:

Ingredienser:

Jeg brugte en form på 20 cm diameter.

Gateau Marcel:

  • 200 g mørk chokolade
  • 200 g smør
  • 140 g æggeblommer (3 1/2 bægre pasteuriserede æggeblommer)
  • 160 g æggehvider (4 bægre pasteuriserede æggehvider)
  • 200 rørsukker

Hindbærmousse:

  • 300 g frosne hindbær
  • korn fra 1 vaniljestang
  • 125 g rørsukker
  • saften af en citron
  • 150 g naturel skyr
  • 2 dl piskefløde
  • 3 blade husblas

+ friske bær til pynt ovenpå kagen

Fremgangsmåde:

  1. Smelt chokoladen og smørret i en skål over et vandbad.
  2. Pisk æggeblommer og 140 g sukker sammen til en luftig masse og vend chokolade/smør blandingen i den.
  3. Pisk æggehviderne og hæld resten af sukkeret (60 g) i lidt ad gangen. Når æggehviderne er blevet stive vendes de i blandingen lidt ad gangen.
  4. Hæld 2/3 dele af blandingen i formen, som er beklædt med bagepapir i bunden (resten af moussen skal ikke bages, men hældes over hindbærmoussen når den er stiv).
  5. Bag ved 175 grader i 30-35 min.
  6. Lav hindbærmoussen imens.

Hindbærmousse:

  1. Kom husblas i en skål med koldt vand og lad stå i 10 min.
  2. Hæld hindbær, rørsukker og vaniljekorn i en gryde og lad koge i 5 min ved svag varme.
  3. Tag af varmen og rør citronsaften i.
  4. Blend hindbærrene med en stavblender til en jævn puré og hæld den igennem en si, så kornene frasorteres.
  5. Kom hindbærpuréen tilbage i gryden og varm den lidt op igen.
  6. Vrid husblassen for vand, hæld den i puréen og rør til husblassen er helt opløst.
  7. Lad afkøle i 10 min.
  8. Pisk fløden til let skum og vend skyren i.
  9. Hæld halvdelen af flødeskum/skyr blandingen i puréen og vend nu puré/flødeskums blandingen i den resterende flødeskum (Dette er fornuftigt at gøre, for at der ikke skal være for stor temperaturforskel imellem masserne, som kan gøre at moussen skiller).

Saml kagen:

  1. Når Gateau Marcel bunden er afkølet puttes der kageplast eller bagepapir rundt om den og hindbærmoussen hældes over den.
  2. Sæt i fryseren i ca. 2 timer eller til hindbærmoussen er stivnet.
  3. Når hindbærmoussen er stivnet, hældes chokolademoussen henover den.
  4. Sæt kagen i køleskabet og lad stå i minimum 3 timer.
  5. Tag kagen ud af køleskabet ca. 1/2 -1 time før servering. Tag den forsigtigt ud af formen og pynt med bær inden den serveres.

 

      



4 thoughts on “Gateau Marcel med et syrligt twist – glutenfri”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *